Tjen penge på din rettighed

Det er god forretning at have styr på sine IP-rettigheder. Rettigheder er ejendele, der kan være penge værd, og som du kan handle med. Ved at lave en licens- eller franchiseaftale med en samarbejdspartner kan du potentielt hurtigere øge salget af dit produkt og komme ud på flere markeder.

3 grunde til, hvorfor partnerskaber kan skabe værdi

  1.  Har du en drøm om salg i udlandet, er brug af samarbejdspartnere med lokalt kendskab en forholdsvis billig og hurtig måde at komme ud til flere markeder på.
  2.  Vil du hellere udvikle produkter end at sælge dem? Lad en samarbejdspartner tage ansvaret for produktion, salg og marketing.
  3.  Du deler omkostninger og risici med din samarbejdspartner.

Forskellen på licensering og franchising

Licensering og franchising er to forskellige måder, hvor du kan indgå samarbejde med andre og stadig beskytte dine IP-rettigheder

Licensering

Ved en licensaftale giver du andre mulighed for at bruge din IP-rettighed mod betaling.

Det kan fx være et produkt, et design eller en løsning, som du licenserer til andre, så de kan producere og sælge det under deres brand eller virksomhedsnavn. Dermed får en forhandler/producent lov til at handle med din IP-rettighed indenfor aftalens rammer.

Eksempel

Hvis du har et patent, kan en licensaftale være en oplagt mulighed for at skaffe en indtægt, hvis du ikke selv ønsker at føre opfindelsen ud på markedet. Virksomheder kan godt starte uden at ansøge om et patent, men for licensering er rettigheder som patenter afgørende – for det er rettighederne til din idé, som du sælger.

Opfinderhuset ”Lolle og Nielsen Inventions” har bygget deres forretning op omkring licensering. Medstifter Steffen Nielsen Österberg fortæller om strategien: 
"Det var en idé, vi havde fra starten: Tænk hvis man kunne tjene penge på opfindelser, og tænk hvis man kunne nøjes med at lave udvikling og få andre til at producere og sælge. Det var drømmen."

Læs artiklen

Franchising

Ved franchising giver du som franchise-giver andre mulighed for at bruge din forretningsmodel under dit navn eller brand mod betaling.

En franchise-aftale dækker hele brandet og konceptet omkring franchise-giverens virksomhed. Heri indgår din forretningsmodel og/eller dit brandnavn, som franchise-tageren lovligt må bruge og drive indenfor aftalens rammer.

Eksempel

Virksomheden DM Greenkeeping har som vækststrategi valgt at benytte franchising. Derfor har de kunne sikre deres position og brand på det danske marked hurtigere end hvis de ikke havde brugt samarbejdspartnere. Medstifter Vicki Skytte fortæller om strategien:

“Vores brand gør, at forbrugerne føler sig trygge ved noget, de kender i forvejen. Vores franchisetagere driver deres forretninger efter en detaljeret franchisemanual, og forbrugerne ved derfor, hvad de kan forvente, når de er kunder i DM Greenkeeping.

Vi har selvfølgelig ansvar for at beskytte det varemærke, som andre betaler for at servicere deres kunder i. Uden et varemærke kunne den forretningsmodel slet ikke lade sig gøre."

Læs artiklen

Få hjælp til at komme videre

Ring for en uforpligtende snak på: 4350 8301
Patent- og Varemærkestyrelsen samarbejder med Erhvervshusene og Teknologisk Institut for at hjælpe flere virksomheder med licensering og franchise. Kontakt vores kundeservice for at blive klogere på, om samarbejdet kan komme din virksomhed til gode.

Du kan også skrive til os her