PCT Yearly Review 2018 indeholder en mængde interessant statistik om bl.a. brugen af PCT-systemet og PCT-myndighederne.
PCT-systemet er uhyre populært og oplevede en stigning på 4,5 procent i 2017 til 243.500 ansøgninger. De fleste ansøgninger stammer fra USA, Kina, Japan, Korea og Tyskland. I grove træk kommer halvdelen af ansøgningerne fra Asien, og resten deles ligeligt mellem Nordamerika og Europa.
Danmark ligger i top
I relation til danske ansøgeres brug af PCT-systemet rummer publikationen også en god portion data. Fx ligger Danmark i top-20, idet danske ansøgere i 2017 indleverede 1.431 PCT-ansøgninger. Det er en pæn vækst på 5,5 procent i forhold til året før.
Danske ansøgere ligger også ganske højt - nummer otte - når det gælder forholdet imellem PCT-ansøgninger og nationale danske ansøgninger. For hver anden national dansk ansøgning indleveres en PCT-ansøgning. En mulig fortolkning er, at danske virksomheder har et stort globalt udsyn som følge af et begrænset hjemmemarked samt, at udlandet efterspørger danske virksomheders teknologi.
Danske virksomheders internationale fokus understreges også af, at de danske PCT-ansøgninger i snit videreføres i 3,9 lande (formentlig inklusive Europa), hvilket er et meget højt tal.
Interessant er det også, at Danmark ligger højt i top-20, når det gælder andelen af PCT-ansøgninger, hvor en virksomhed og en offentlig forskningsinstitution indleverer ansøgningen sammen.
Danske ansøgere indleverer især PCT-ansøgninger inden for lægemidler
Du kan se hele rapporten her
PCT er en international patentansøgning
Ved at indlevere en international patentansøgning (PCT-ansøgning) kan du samtidigt søge om patent i flere lande.
Muligheden for at anvende PCT-systemet reguleres i patentsamarbejdstraktaten, The Patent Cooperation Treaty, og administreres af the World Intellectual Property Organization (WIPO).
På nuværende tidspunkt har 152 lande tiltrådt PCT. En international ansøgning kan enten indleveres til en national patentmyndighed eller en international organisation, som er berettiget til at modtage sådanne ansøgninger, fx NPI (Nordic Patent Institute) eller WIPO.