Til november flytter Patent- og Varemærkestyrelsen til større lokaler i Ikast-Brande Kommune. Styrelsen udvider lokalt med 10 medarbejdere blandt andet til arbejdet med patenter og sagsbehandling og har derfor brug for mere plads. Det sker som led i regeringens anden udflytningsrunde af statslige arbejdspladser på baggrund af et politisk ønske om i højere grad at placere statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet.
”Vi har forsøgt at håndtere anden runde af udflytningen så skånsomt som mulig for både vores kunder og medarbejdere. Vi undgår at skulle afskedige medarbejdere i Taastrup ved at flytte ledige stillinger fra hovedstadsområdet til kontoret i Ikast. Derfor får vi nu brug for at ansætte flere dygtige og kompetente specialister i Ikast,” siger Tom Petersen, regionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Styrelsen er kommet godt igennem udflytningen, fordi lokal tilstedeværelse og nærhed har stor betydning.
”Det er væsentligt at få beskyttet sine opfindelser og innovation for rigtig mange iværksættere og virksomheder. Vi har oplevet, at vi bedre kan skabe værdi for både små og store danske virksomheder i Jylland ved at være lokalt tilstede, og det ønsker vi at udbygge endnu mere i fremtiden,” siger Tom Petersen.
Patent- og Varemærkestyrelsen overtager det nye lejemål på Finsensvej 1 F i Ikast den første oktober i år. Styrelsen har i samarbejde med Bygningsstyrelsen indgået en lejekontrakt med NRE Real Estate A/S, der er en del af entreprenørkoncernen NRE Group A/S, som selv stammer fra lokalområdet:
”Vi er glade for, at Patent- og Varemærkestyrelsen har valgt at flytte ind hos os. I hele forløbet har vi haft en rigtig god dialog med Bygningsstyrelsen og Patent- og Varemærkestyrelsen, og vi har i samarbejde skabt de rammer for deres nye kontor, som de ønskede sig. Vi glæder os til at byde vores lejer velkommen”, siger Jonas Olesen, direktør i NRE Real Estate A/S.
Fra kontoret i Ikast skal Patent- og Varemærkestyrelsen servicere kunder vest for Storebælt.