Brasilien er verdens ottende største økonomi og et attraktivt marked med mere en 210 mio. potentielle kunder. Derfor er det positivt, at Danmark og Brasilien i dag underskriver en vidtrækkende patentaftale, som kommer til at skære år af sagsbehandlingstiden for danske virksomheder, som søger om patent i Brasilien. Det baner vejen for et nyt eksporteventyr for blandt andet grønne eksportvarer fra Danmark.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Ligesom i resten af verden, er der i Brasilien i øjeblikket stor interesse for grønne løsninger, og det er jo et område, vi i Danmark er super stærke på. Derfor ligger der et stort grønt vækstpotentiale på det brasilianske marked. Men hvis det potentiale skal indfries, er det vigtigt, at danske virksomheder hurtigt kan få patentbeskyttet deres grønne opfindelser, så de ikke er så sårbare over for kopister, der kopierer de produkter og løsninger, som det ofte har kostet mange ressourcer at udvikle. Derfor er den aftale, som nu indgås med de brasilianske patentmyndigheder helt afgørende for dansk eksport til Brasilien.”
”Ligesom i resten af verden, er der i Brasilien i øjeblikket stor interesse for grønne løsninger, og det er jo et område, vi i Danmark er super stærke på."
Den nye vidtgående aftale sikrer, at danske virksomheder fra alle brancher kan få deres patentansøgning behandlet på favorable vilkår, så de sikres en hurtigere behandling. Den nuværende gennemsnitlige sagsbehandlingstid for at få udstedt et patent i Brasilien er på 95 måneder, men med en såkaldt Patent Prosecution Highway-aftale, som den der i dag indgås, viser erfaringen, at sagsbehandlingstiden halveres.
Aftalen er et resultat af mange års forudgående arbejde hos Patent- og Varemærkestyrelsen i Danmark, ligesom en aktiv indsats fra den sektorrådgiver, Erhvervsministeriet i samarbejde med Udenrigsministeriet har udstationeret i Brasilien, også har spillet en afgørende rolle med at få aftalen i hus.
For ingrediensvirksomheden Chr. Hansen har aftalen store perspektiver, eftersom flere af deres produkter har et omfattende eksportpotentiale i Brasilien og andre sydamerikanske lande. Et af produkterne er naturlig plantebeskyttelse, der erstatter brugen af pesticid og holder sukkerafgrøderne raske og sunde ved hjælp af gode bakterier.
Iben Haasum, senior director, IPR & Licensing, hos Chr. Hansen:
”For en virksomhed der lever af innovation, ser vi det som meget positivt, at vi nu kan accelerere vores patentbeskyttelse i et vigtigt marked som Brasilien, hvor vi har været til stede i over 50 år. Det er glædeligt, at vi nu kan beskytte vores naturlige produkter bedre og dermed sikre, at de bæredygtige løsninger kan komme endnu bredere ud og gøre en forskel, både for de mennesker, som arbejder med dem til daglig, og for planeten.”
Også udenrigsminister Jeppe Kofoed ser stort potentiale i aftalen:
”Det er enormt positivt, at Danmark har landet en patentaftale med Brasilien, der sikrer danske virksomheder en genvej til det brasilianske marked. Dermed banes vejen blandt andet for eksport af klima- og miljøløsninger. Der er et stort behov for grønne løsninger i Brasilien, som danske virksomheder kan hjælpe med at indfri. Og der er tale om en vidtgående aftale, som sikrer, at danske virksomheder fra alle brancher kan få deres patentansøgning behandlet på favorable vilkår, så de sikres en hurtigere behandling.
Aftalen blev underskrevet i dag, mandag den 7. oktober 2019, hos Patent- og Varemærkestyrelsen i Høje Taastrup af Claudio Furtado, Præsident for det brasilianske patentkontor (INPI) og Sune Stampe Sørensen, Direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen. Tilstede var ligeledes den brasilianske ambassadør i Danmark, Carlos Antonio da Rocha Paranhos og den danske ambassadør i Brasilien, Nicolai Prytz.
Samarbejdet med Brasilien er en del af ordningen for Myndighedssamarbejde og gennemføres i samarbejde med Udenrigsministeriet.