Det bliver i år en noget anderledes talentkonkurrence, når finalen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge forskere 2020, afholdes på fredag den 24. april. Selv om corona-situationen har betydet store ændringer, vil konkurrencen alligevel blive gennemført. Blot digitalt. Hvor finalen i Unge forskere normalt afvikles ved en stor event i København, så vil det i år være muligt at følge præmieoverrækkelsen bag skærmen.
Med i juryen – bare bag skærmen
Selvom den fysiske event og fem forudgående semifinaler desværre i år er blevet aflyst på grund af risikoen for coronasmitte, så har den professionelle fagjury på ikke mindre end 89 forskere, projektledere og undervisere siddet klar ved skærmen til at bedømme projekterne. E-ri Maria Sol og Martin Arpe Hansen har på vegne af Patent- og Varemærkestyrelsen deltaget i juryen i kategorierne Life science og Technology.
”Selvom det har været en anderledes proces i år, så har processen fungeret rigtig fint. Det har betydet meget, at det har været muligt at gennemføre Unge forskere 2020, og at vi igen i år har kunnet hjælpe de unge forskere – ikke bare i juryen, men også med information og vejledning om patentering,” siger E-ri Maria Sol, examiner hos Patent- og Varemærkestyrelsen.
For at juryen har kunnet vurdere de forskellige projekter har alle deltagerne over tre dage præsenteret deres projekter mundtligt foran juryen på en virtuel platform. Deltagerne bliver bedømt på innovation og kreativitet, den videnskabelige arbejdsproces og formidling og perspektivering af projektet.
Som en del af konkurrencen har Patent- og Varemærkestyrelsen også ved udvalgte og relevante projekter vejledt de unge forskere i, hvordan de kan søge om patent og beskytte deres gode opfindelser.
Fra robotfisk til selvsorterende skraldespand
De deltagende elever er i alderen 10- 20 år, og er fra både grundskolen og ungdomsuddannelserne. Under temaerne Life science, Technology og Physical Science har 134 projekter nået finalen. Projekterne er udvalgt blandt i alt 1.483 indsendte projekter.
Med stor spændvidde har projekterne budt på en række kreative løsninger, resultater og opfindelser eksempelvis fra bionedbrydelige bildæk, robotfisk til rensning af havet og selvsorterende skraldespand til bionedbrydeligt emballage og intelligent plaster.
”De unge deltagere er utrolig gode til at forstå og bruge nye teknologier. Det er vildt imponerende, hvor langt man kan nå i dag, og hvor meget de unge er med i udviklingen fx inden for 3D-printning, machine learning og bæredygtighed. De er dygtige til at forstå problemstillinger og tænke i nye løsninger, så man kan få meget ud af at se med, når præmieoverrækkelsen afholdes på fredag,” siger Martin Arpe Hansen, examiner hos Patent- og Varemærkestyrelsen.
Præmieoverrækkelse fredag den 24. april
På fredag d. 24. april kåres de samlede vindere i junior- og seniorrækken. Præmieoverrækkelsen streames live på Facebook kl. 14.30 -16.00 på dette link: Unge Forskere på Facebook
Læs mere om Unge Forskere 2020 på www.ungeforskere.dk og se finalisterne her.