Hvis du har planer om - men endnu ikke har indgivet - en patentansøgning, vil det ofte være vigtigt at indgå en fortrolighedserklæring, inden du fortæller om din opfindelse til andre. Årsagen er, at en patentansøgning kun kan imødekommes, hvis opfindelsen er ny, og at den ikke allerede er offentliggjort.
En fortrolighedserklæring hjælper dig, når du f.eks. skal mødes med en potentiel investor eller mulig samarbejdspartner: Under forhandling om salg eller kommercialisering af en opfindelse, vil du nemlig ofte være nødsaget til at afgive oplysninger af fortrolig karakter. Du kan eksempelvis i nogle tilfælde have behov for at dele tekniske detaljer om din opfindelse forud for et fremadrettet samarbejde.
Med en fortrolighedserklæring indgår du en aftale om, at dem, du deler din opfindelse med, ikke efterfølgende må dele den viden med andre eller videreudvikle på idéen.
Vi har i samarbejde med Kammeradvokaten udarbejdet en standardversion af aftalen, der gør det nemmere for dig at beskytte din opfindelse.
Download standardkontrakt til fortrolighedserklæring
Få hjælp til, hvordan du udfylder fortrolighedserklæringen