Med tiden lykkedes det partnerne at få endnu et legat – denne gang fra Innovationsfonden – som gjorde, at de begge kunne sige op og gå fuldtid med Søuld.
“Vi har brugt flere millioner kroner på at udvikle og certificere. Når man er et helt nyt produkt på markedet, skal man have dokumentation på alt. Det har helt klart været en af de største bakker, vi har skullet over. Vi har fundet alle data selv, hvor de fleste andre virksomheder kan bygge videre på et grundlag, som allerede er der,” siger Tobias Øhrstrøm.
Læs mere om, hvordan du kan beskytte dit navn
Hvad har været jeres største udfordringer i forhold til at finde investorer?
“Det kræver en helt bestemt slags investor at se potentiale i det, vi laver. De fleste vil gerne se et afkast indenfor meget kort tid – og helst gerne en kurve, der går langt op i himlen. Men vi har skullet starte et helt nyt marked, og klimaet har ingen quick fixes.”
For bæredygtige start-ups som Søuld er det vigtigt at have ligesindede i branchen at sparre med. Også selvom man udadtil er konkurrenter. For det er svært at råbe politikerne op, hvis man står på barrikaderne alene.
Hvor er I om ti år?
“Der er markedet forhåbentlig fuldstændig vendt, så man kun bruger klimaneutrale- og negative produkter til at bygge med, og de ressourcetunge materialer, der belaster klimaet, er lagt i graven. Det er der, vi skal hen, hvis vi skal lykkes med klimaomstillingen.”
Og hvad er chancen for, at vi rykker os dertil på ti år?
Det handler udelukkende om politik. Hvis det er det, man vil, kan vi sagtens nå det. Under coronaepidemien har vi set, at hvis man virkelig vil noget, kan man også rykke hurtigt.