Udnyt kvinders potentiale i STEM-fagene: En nøgle til vækst og innovation

Publiceret 01-05-2023

Virksomheder med mere diversitet er mere tilbøjelige til at være innovative og producere bedre resultater. Ifølge Engineer the Future, vil en større andel af kvinder på STEM-uddannelserne være med til at sikre, at Danmark fortsat er en innovativ og teknologisk stærk nation.

Ghita Wolf Andreasen, direktør i Engineer the Future

Kvinder står kun bag én ud af ti danske patentansøgninger til den europæiske patentorganisation, EPO. Det er de mandlige opfindere, der står bag langt hovedparten af de patenterede opfindelser, som skal skabe fremtidens vækst og arbejdspladser.

Men der bør gøres mere for at skabe en inkluderende og kønsbevidst undervisning, så flere kvinder vælger en karriere indenfor STEM. Det mener direktør for Engineer the Future, Ghita Wolf Andreasen. Hun peger på, at en større andel af kvinder på STEM-uddannelserne kan være med til at sikre, at Danmark fortsat er en innovativ og teknologisk stærk nation. 

"Vi er ikke gode nok til at møde pigerne, og det kommer til at have indflydelse på den uddannelse, de vælger. Der er stadig mange bias og stereotyper i undervisningen og ved middagsbordet, selvom mange af os ikke er bevidste om det," siger hun.

’Don’t fix girls – fix science’ 

Med et stigende behov for teknologisk udvikling og innovation, er det ikke kun et spørgsmål om ligestilling og inklusion, men også et spørgsmål om at sikre, at vi får de bedste idéer og løsninger på markedet. Uanset om det drejer sig om at udvikle nye produkter, tjenester eller teknologier, er mangfoldighed afgørende for at sikre, at alle erfaringer og perspektiver tages i betragtning. 

Der er brug for den samlede talentmasse, når der skal udvikles nye løsninger til fremtidens behov. Så længe kvinder er underrepræsenterede i innovation, vil vi ikke have produkter på hylderne, som tilgodeser hele befolkningen

”Der er brug for den samlede talentmasse, når der skal udvikles nye løsninger til fremtidens behov. Så længe kvinder er underrepræsenterede i innovation, vil vi ikke have produkter på hylderne, som tilgodeser hele befolkningen”, siger Ghita Wolf Andreasen og peger på, at det er vigtigt at holde pigers nysgerrighed for STEM ved lige op gennem skoletiden, fx ved at tilbyde dem en relevant og kønsbevidst undervisning:

”At få flere kvinder om bord på STEM-uddannelserne, er en kompleks udfordring at løse. Vi er nået langt i forhold til at øge pigernes interesse, men vi er ikke kommet langt nok i forhold til vores kønsbevidsthed – det gælder både lærere og forældre, slutter Ghita Wolf Andreasen.

 

Hvad er STEM?

STEM står for Science, Technology, Engineering og Mathematics. STEM-fagene spiller en vigtig rolle i vores samfund og økonomi. De anvendes i mange forskellige områder som fx energiproduktion, medicinsk forskning, transport og byggeri. STEM-fagene er også vigtige for vores fremtidige udvikling, da de kan hjælpe med at tackle store udfordringer som klimaforandringer, befolkningsvækst og energibehov. 

Om Engineer the Future

Engineer the Future er en teknologisk alliance, som består af virksomheder, uddannelsesinstitutioner, Dansk Industri og IDA. Siden 2014 har alliancen samarbejdet om at ændre befolkningens og unges forståelse for IT-, ingeniør- og science uddannelser ved hjælp af kampagner, uddannelsesaktiviteter og kompetenceudvikling af undervisere.