Nu kåres de SMV’er, der har været bedst til at bruge IP-rettigheder - og du kan nå at være med i konkurrencen

Publiceret 16-03-2023

Det internationale kontor for immaterielle rettigheder, WIPO, har åbnet for nomineringer til den årlige prisuddeling WIPO Global Awards, som hylder små- og mellemstore virksomheder, der har gjort særlig smart brug af immaterielle rettigheder til at bringe deres løsninger på markedet. Du kan stadig nå at nominere dig selv eller en anden, du synes fortjener anerkendelsen

Den årlige konkurrence er åben for ansøgere fra alle dele af verden og fra alle industrier. Blandt de nominerede vil der blive lagt vægt på, at man som opfinder, designer eller iværksætter har formået at bruge immaterielle rettigheder til at opnå sine forretningsmål – samtidig med, at man ved hjælp af teknologi og kreativitet har været med til at gøre en positiv forskel i andre menneskers liv. 

Som vinder modtager du et skræddersyet mentorforløb, som har til formål at understøtte din virksomheds IP-strategi. Forløbet vil indeholde sparring omkring funding, partnerskabsmuligheder og promovering. 

Vinderne vil blive udvalgt af en uafhængig, international jury med ekspertise indenfor immaterielle rettigheder, innovation, kreative erhverv, investeringer og forretningsledelse. Prisoverrækkelsen finder sted i Geneve i juli 2023. 

Du kan nominere dig selv, din virksomhed eller en anden, du synes fortjener anerkendelsen. Ansøgningsfristen er 31 marts 2023. Læs mere på WIPO’s hjemmeside.