Danmark står fortsat stærkt, når verdens mest innovative lande er rangeret i flagskibet inden for innovationsrapporter, Global Innovation Index 2024.
Rapporten viser, at Danmark fortsat befinder sig i top-10 blandt den absolutte elite af verdens mest innovative økonomier. I 2024 er Danmark rykket én plads tilbage som nr. 10 i 2024 fra en plads som nr. 9 i 2023. Schweiz, Sverige, USA, Singapore og Storbritannien er verdens mest innovative økonomier i 2024. Årets højdespringer er Sydkorea fra en tiendeplads i 2023 til en plads som nr. 6 i 2024.
”Det er glædeligt, at Danmark år efter år placerer sig i toppen blandt verdens mest innovative økonomier. Det understreger de gode betingelser for innovation i Danmark”, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen. Han tilføjer:
”Men det er samtidig vigtigt, at Danmark ikke sakker bagud i det globale innovationskapløb. Innovation driver vækst og skaber nye arbejdspladser. Virksomheder, der beskytter deres opfindelser med patent, varemærke eller designbeskyttelse, har markant bedre forudsætninger for vækst, eksport og en god forretning. Patent- og Varemærkestyrelsen arbejder derfor målrettet på at styrke vækstlaget i dansk erhvervsliv med viden om, hvordan de beskytter deres opfindelser og idéer”, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Den globale udvikling
Samlet set peger rapporten på mange geopolitiske udfordringer og en nedgang i investeringer i innovation efter et boom i 2021. Forskning og udvikling er fortsat med at stige – dog mindre end de ekstraordinære stigninger i 2021. Venturekapital-aftaler (men ikke værdien) samt videnskabelige publikationer er faldet til niveau før pandemien, ligesom internationale patentansøgninger er stagneret og har oplevet et lille fald (1.8 pct.) siden 2023.
Om Global Innovation Index
Det er FN’s organisation WIPO (World Intellectual Property Organization), der står bag rapporten Global Innovation Index, som undersøger 133 landes innovationskraft og resultater ud fra 80 indikatorer. Ud over kriterier som patenter og varemærkeansøgninger måler indekset blandt andet indikatorer for højteknologisk eksport, politisk klima, uddannelse, videnskabelige publikationer, infrastruktur og idéskabelse. Ranglisten er blevet offentliggjort årligt siden 2007.
Verdens 10 mest innovative lande i 2024:
1 Schweiz
2 Sverige
3 USA
4 Singapore
5 Storbritannien
6 Sydkorea
7 Finland
8 Holland
9 Tyskland
10 Danmark
Læs rapporten på WIPO's hjemmeside