Patent- og Varemærkestyrelsen tager nyt sagsbehandlingssystem i brug

Publiceret 22-01-2025

Patent og Varemærkestyrelsens sagsbehandlingssystem for varemærke og design har mange år på bagen, og som led i en løbende modernisering af vores IT-systemer, har vi i samarbejde med European Union Intellectual Property Office (EUIPO) udviklet et nyt sagsbehandlingssystem.

I første omgang implementeres systemet på designområdet og efterfølgende på varemærkeområdet. Vi tager systemet i brug for designsager den 6. februar 2025. 

Selve udskiftningen af systemet vil betyde en række ændringer.

Behandlingen af designsager i forbindelse med udskiftningen
Der vil være en overgangsperiode fra den 29. januar 2025 til den 6. februar 2025, hvor vi migrerer data fra det gamle til det nye system. I denne periode behandler vi ikke designsager. Det betyder, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke udsender breve, opkrævninger eller anden kommunikation i perioden.

Du kan indlevere designansøgninger som normalt, ligesom din ansøgning vil få en modtagelsesdato, den dag, vi modtager den.

Designansøgninger, der er indleveret i overgangsperioden, vil blive behandlet så hurtigt som muligt fra den 6. februar 2025.


Designsager udgår fra PVSonline i en periode
Fra den 6. februar 2025 vil du ikke kunne se designsager i PVSonline. I stedet kan du søge efter danske designsager i den europæiske database DesignView.

Vi forventer, at du igen vil kunne se designsager i PVSonline, når vi tager det nye sagsbehandlingssystem i brug på varemærkeområdet.

Korrespondance i designsager via Digital Post
Når vi tager det nye system i brug, vil vi sende korrespondance på designsager via Digital Post, hvis vi har de nødvendige oplysninger om dig. For dig med virksomhed er det CVR-nr., og for dig som privatperson er det dit cpr-nummer. 

Alternativt sender vi brevpost.

Hvis du har spørgsmål

Hvis du har spørgsmål om det nye system eller om danske designsager, er du velkommen til at skrive eller ringe til Kundeservice. Telefonerne er åbne mandag - torsdag 9:00-16:00 og fredag 9:00-15:00.

Skriv til Kundeservice